Sådan vælger du den bedste eltandbørste til dig
I denne test har vi gennemgået 10 produkter, som du med fordel kan investere i, når du er på jagt efter en ny elektrisk tandbørste. Men hvordan ved du, at den model du har blik på rent faktisk er et ideelt køb og passer til dine behov? Jo, du kan først og fremmest læse med her, hvor vi giver dig vores bud på, hvad du primært skal være opmærksom på i købet af en el tandbørste.
Prioritér en eltandbørste med bløde børster
Uanset om du benytter en elektrisk tandbørste eller en almindelig variant, så kan børsterne slide på dine tænders emalje og skade dit tandkød. Det er derfor altid en god ide at gå efter en tandbørste med bløde børster – også når du leder efter den rette børstetype til el tandbørsten. Sørg desuden også gerne for, at børsterne har en smule forskellig længde, så du kan få bugt med madrester og plak ovenpå og mellem tænderne uden problemer.
Du skal ikke være nervøs for, at effektiviteten af din tandbørstning bliver forringet ved at benytte en variant med bløde børster eller forskellige længder. Faktisk sikrer denne opbygning en dybere rensning, der i længden giver dig et pænere smil og mindre risiko for mund- og tandsygdomme.
Vælg en elektrisk tandbørste med et lille og rundt hoved
De fleste elektriske tandbørster er udviklet med små og runde børstehoveder. Dette er også klart at foretrække, da en sådan opbygning sikrer, at børstehovedet kan komme ind mellem dine tænder uden problemer, nå de inderste kindtænder og ikke børster for meget på tandkødet undervejs i børstningen.
Du kan med fordel skifte maskinens børstehoved ud, hvis du ikke føler, at det lever op til dine forventninger eller ønsker. Der findes efterhånden en lang række børstehoveder på markedet, hvoraf nogle fungerer bedre for nogle forbrugere, mens andre er at foretrække for andre. Prøv dig frem – det er den eneste måde, at du finder den helt rigtige til dig.
Hold øje med de indbyggede funktioner i den elektriske tandbørste
Hvis du har læst den ovenstående test af elektriske tandbørster, burde det ikke komme som nogen overraskelse, at der findes en lang række teknologier, som tandbørsten kan være udviklet med. Det skifter fra mærke til mærke, hvad disse teknologier kaldes, men deres funktion er ofte den samme.
Da der findes en lang række teknologier, så kan det være svært at finde ud af, hvilke varianter man burde prioritere. Af den grund har vi herunder samlet tre gode teknologier, som du med fordel kan gå efter, at din nye eltandbørste er udviklet med.
Timerfunktion
Mange børster ikke tænder længe nok – de holder sig altså ikke til de anbefalede to minutter. På den anden side er det også nemt at komme til at børste tænder for længe, så man i stedet slider unødvendigt meget på bisserne. Ingen af delene er optimale, og derfor kan en elektrisk tandbørste med indbygget timer være en god løsning.
Man kan reelt inddele timerfunktionen i to varianter: 1) giver besked, når man har børstet tænder i to minutter, 2) giver besked, når man har børstet tænder i 30 sekunder, så man ved, at man skal skifte sektion / område i munden.
Det kan være en fordel at investere i en model med begge timerfunktioner, hvis du gerne vil have hjælp til at holde dig inden for den anbefalede børstetid og samtidig kunne bruge lidt vejledning til at børste lige lang tid i alle dele af munden.
Trykkontrol
Du vil hurtigt indse, at de forskellige virksomheder har diverse navne for denne funktion, men alt i alt mener de alle, at maskinen er udstyret med en form for trykkontrol. Med denne funktion kan maskinen mærke, hvis du trykker tandbørsten for hårdt mod tænderne. Nogle maskiner vil blot give dig en advarsel om, at du trykker for hårdt (via vibration, lysindikation, lyd e.l.), mens andre vil reducere børstehastigheden, så trykket ikke påvirker tandkød og tændernes emalje.
Det kan godt betale sig at investere i en maskine, der gør begge ting, når du trykker for hårdt. I så fald bliver du både selv bevidst om det, når du trykker for hårdt med tandbørsten, og du får en god beskyttelse af dine tænder, selv hvis du ikke får lettet trykket godt nok.
3D børsteteknologi
Der findes flere forskellige børsteteknologier, f.eks. sonisk, hvor tandbørsten decideret vibrerer, men det kan anbefales at gå efter den såkaldte 3D børsteteknologi. Det skyldes, at denne teknologi benytter sig af oscillerende, pulserende eller roterende bevægelser – ofte flere på samme tid. Med denne børsteteknik rykker tandbørstens hoved sig helt automatisk frem og tilbage på dine tænder, så du får renset alle dele af tanden i dybden.
Hvis du går efter denne børsteteknik, så kan det være en fordel at holde øje med antallet af bevægelser i minuttet. Nogle modeller er nemlig udviklet med et lavt antal bevægelser i minuttet, hvorfor funktionalitet ikke er helt i top.
Vælg en el tandbørste med flere indstillingsmuligheder / programmer
Det kan være rigtig fint at kunne skifte børstehoved, hvis ikke det passer helt til dine behov, men du kommer også langt med blot at kunne skifte mellem diverse forudindstillede programmer på din elektriske tandbørste. Flere modeller med indstillingsmuligheder har f.eks. både et program til brug i dagligdagen, et særligt sensitivt program til sårbare tænder, en funktion, der passer ekstra godt på dit tandkød m.fl. Det kan derfor godt betale sig at kunne vælge programmer fra og til på den enkelte dag frem for at skulle skifte børstehoved, når dine behov ændrer sig.
Sørg for, at tandbørsten ligger godt i hånden
Da tandbørstning er en del af den daglige rutine, så skal det gerne være så let og komfortabelt som muligt. Én af de ting du selv kan gøre for at gøre gøre processen til bedre er at investere i en el tandbørste, som ligger godt i hånden. Den skal altså gerne være udstyret med et greb, der passer til din hånd og som du kan have et godt tag på. Derudover skal maskinen ikke føles tung i hånden eller undervejs i tandbørstningen, da det blot vil føre til irritation i længden.
Du skal desuden gerne have fuld kontrol over maskinens forskellige indstillinger, mens du er i gang med din tandbørstning, så du altid kan skifte mellem programmerne eller se advarsler e.l. fra indbyggede teknologier.
Hold øje med batteriets funktionalitet
Du kan ikke komme uden om, at din el tandbørste skal sættes til opladning med jævne mellemrum. Men hvis du er typen, der glemmer at sætte den til opladning, ofte er på forretningsrejser eller bare ikke vil have opladeren stående fremme på fast basis, så kan det være en fordel at gå efter en model med et batteri ud over det sædvanlige. Nogle modeller kan holde batteri i op til 14 dage ved regelmæssigt brug i to minutter morgen og aften, mens andre kun holder fem til syv dage. Der er altså forskel på batteriets funktionalitet, afhængigt af hvilken model du vælger.
Det kan også være en god ide at kigge lidt på, hvordan og hvor længe din eltandbørste skal oplades. Nogle modeller sættes f.eks. i et glas eller et etui, mens andre stilles i en traditionel oplader. Det er også lidt problematisk, hvis modellen tager ekstremt lang tid om at blive opladt, da den så ikke vil være klar til brug næste gang, du skal børste tænder. Dét er derfor også en egenskab, som man skal holde øje med.
Foretrækker du en højteknologisk eltandbørste?
Det er muligt at forbinde sin tandbørste til ens telefon via en app på nogle nyere modeller. Disse er udviklet med bluetooth og sender diverse informationer om tandbørstningen direkte til app’en. Dette kan være en god investering, hvis du gerne vil have hjælp til at opnå den bedste børstning og teknik, da det er med til at give overblik.
Modeller med indbygget bluetooth kan dog godt være en del dyrere end andre modeller, så du skal kun gå efter det, hvis du regner med at bruge funktionen til noget.
Sæt et realistisk budget
Der er stor forskel i prisen på elektriske tandbørster og derfor kan det godt betale sig at sætte et budget på forhånd, før man kaster sig over den første og bedste model på nettet. Du skal desuden ikke kun se på dit budget lige nu, men også på dit fremtidige budget. For med købet af en eltandbørste, er du også nødt til at sætte lidt penge af i dit årlige budget til køb af børstehoveder (og eventuelt batterier, hvis din maskine skulle løbe tør, en ny oplader hvis den medfølgende går i stykker etc.).
Det kan derfor godt betale sig at gå efter en maskine, hvor alle dens tilbehørsdele også passer til dit budget. På den måde skal du ikke være nervøs for, hvordan du finder pengene i budgettet, hvis du pludselig løber tør for børster eller vil have en ny oplader.
Skal jeg vælge en almindelig eller eltandbørste?
Det afhænger meget af din egen børsteteknik, om du får mest ud af tandbørstning med en almindelig eller elektrisk tandbørste. For mange spiller det økonomiske aspekt også ind, da en el tandbørste generelt er dyrere at eje end en traditionel tandbørste. Herunder kan du læse lidt om fordele og ulemper ved hver type tandbørste.
Almindelig tandbørste
Det er billigere at benytte sig af en almindelig tandbørste, da disse ikke koster alverden og kan holde i lige så lang tid som el tandbørsters børstehoved. Der kan derfor være en del penge at spare, hvis du vælger en traditionel tandbørste. Faktisk kan du sagtens opretholde en god mundhygiejne med en almindelig tandbørste, så længe du har en god børsteteknik. Vi vil altså gerne knuse ideen om, at en almindelig tandbørste ikke fungerer lige så godt som en elektrisk variant – det kan den sagtens!
Derudover kan en almindelig tandbørste også være bedre for miljøet, da den ikke har en miljøbelastende produktion bag sig. Og hvis du gerne vil spare på plasten, så kan du jo altid benytte en naturlig tandbørste eller en variant med stel af bambus e.l.
Børsteteknik ved brug af en almindelig tandbørste
Med en almindelig tandbørste er det vigtigt, at du passer på, når du børster tænder, da du hurtigt kan komme til at børste for hårdt eller med en bevægelse, der reelt skader tænder og tandkød. En optimal metode er “gnubbemetoden”, hvor du holder tandbørsten vandret med børsterne vinkelret mod tændernes overflade (børstehårene skal ikke lægge ovenpå tandkødet). Herefter presser du forsigtigt tandbørsten mod tænderne, mens du foretager dig cirkulære bevægelser. Husk desuden at komme godt rundt om alle overflader af tanden – og tag dig tid med hver tand, så du ikke misser et område.
Elektrisk tandbørste
Selvom der ikke er den store forskel på resultatet, når du blot benytter en korrekt børsteteknik og får renset i dybden, så er der stadig flere fordele ved at vælge en elektrisk tandbørste til. Først og fremmest hjælper den elektriske tandbørste med at gøre din tandbørstning mere korrekt. En elektrisk tandbørste er altså en god investering, hvis du ikke får børstet grundigt nok, glemmer at ramme alle områder i munden, ikke børster længe nok e.l. Flere modeller er nemlig udviklet med diverse teknologier, der hjælper dig med at være opmærksom på disse aspekter (se tidligere afsnit for uddybning).
Mange mennesker vil føle, at de får en bedre tandbørstning med en elektrisk tandbørste – og det er simpelthen fordi, en el tandbørste foretager bevægelserne for dig. Du skal derfor bare sørge for at holde maskinen og rykke den fra tand til tand. Derudover er der ofte nemmere at nå ind mellem tænderne med en elektrisk tandbørste, især uden at det slider på tandkødet. Her kan en almindelig tandbørste godt være lidt for hård.
Anvendelse af eltandbørste
I et tidligere afsnit forklarede vi kort den korrekte anvendelse og børsteteknik for en almindelig tandbørste, men denne adskiller sig en smule for anvendelsen af en elektrisk tandbørste. Det skyldes bl.a., at den elektriske tandbørste har en anden opbygning med et mindre børstehoved og at den selv foretager en stor del af børstningen. Læs mere om den optimale anvendelse af en eltandbørste.
Hvordan bruger man en eltandbørste – den korrekte børsteteknik
Du skal altid sætte to minutter af til din tandbørstning både morgen og aften. Det er den anbefalede tid, da du i dette tidsrum kan nå rundt mellem alle tænderne og rense munden optimalt. Du skal helst undgå at børste kortere eller længere tid end de to minutter. For kort tid kan resultere i, at du ikke kommer godt nok rundt om alle tænderne, mens for lang tid kan være med til at slide unødvendigt på tænder og tandkød.
Du skal ikke gøre særlig meget selv, når du benytter dig af en elektrisk tandbørste. Faktisk skal du bare sørge for, at du benytter et godt børstehoved og har indstillet maskinen til det ønskede program, hvis du altså har flere at vælge mellem. Efter du har smurt en smule tandpasta på børstehovedet, gerne en klump på cirka én centimeter, er du klar til at påbegynde din tandbørstning.
- Start ét sted i munden og bevæg dig langsomt frem til næste tand
- Sørg for, at tandpastaen fordeles i hele munden og ikke kun i én side
- Giv maskinen tid til at kunne rense tanden på alle overflader – også i mellemrummet mellem to tænder, bagpå og på tyggefladerne
- Sørg for, at børstehovedet også kommer i kontakt med det øverste af tanden og lidt af tandkødet, så du kan fjerne den plak, som sætter sig her
- Kom helt ud til kindtænderne – ryk eventuelt på kæben, hvis du har svært ved at komme til
- Lad være med at trykke for hårdt med din el tandbørste – den klarer det helt selv
- Spyt gerne overskydende tandpasta ud, men hold igen med at skylle munden med vand. Din mund kan have godt af at have midlet siddende lidt. Dit spyt vil selv fjerne tandpastaen
Så er du klar til at vise et blændende smil frem til verden!
Hvornår må børn bruge eltandbørste
Du kan sagtens finde elektriske tandbørster specielt udviklet til børn ned til alderen +3 år. Så hvis du blot sørger for at få fingrene i en sådan model, kan du hurtigt skifte dit barns almindelige tandbørste ud med en elektrisk variant. Der er ikke farligt for børn i den alder at benytte en elektrisk tandbørste, men du skal stadig som forælder holde opsyn, så du ved, at tandbørstningen foregår optimalt og foretages grundigt. Husk desuden at købe en tandbørste, der passer til dit barns alder, så børstehoved og håndtag har den rette størrelse.
Det kan godt virke som om, man som forælder springer over, hvor gærdet er lavest, hvis man lader sit barn benytte en elektrisk tandbørste i så ung en alder. Der er dog flere fordele ved at lade børn benytte en eltandbørste. Først og fremmest kan det give dem et bedre indblik i, hvor længe der skal børstes og hvordan man skal bevæge tandbørsten videre til næste tand – især hvis de benytter en eltandbørste med timerfunktion e.l.
Derudover kan en elektrisk tandbørste også resultere i en sjovere tandbørstning, da hele processen føles “sjovere” – eller i hvert fald anderledes. Det kan være medvirkende til, at tandbørstningen ikke længere bliver en frustrerende ting i dagligdagen. Og så hjælper det naturligvis, at de fleste modeller til børn er udviklet med kendte figurer fra børnenes yndlingsserier, -film og -bøger.
Derfor er god mundhygiejne vigtig
Vi bliver hele tiden informeret om, hvor vigtigt det er at opretholde en god mundhygiejne. Men hvorfor er det egentligt, at det er så vigtigt at rense munden to gange om dagen? Jo, vi børster tænder for at fjerne, eller som minimum mindske, bakteriebelægning på tænderne. Denne bakteriebelægning kaldes normalt for plak. Plak er en medvirkende årsag til, at man kan udvikle diverse mund- og tandsygdomme, f.eks. betændelsestilstande, caries (huller i tænderne) o.l. Med en god mundhygiejne kan du mindske risikoen for udviklingen af disse tilstande og holde dine tænder og tandkød “ved godt helbred”.
Man fjerner naturligvis også gamle madrester o.l., når man børster tænder, men det er altså plak, der er den helt store synder og som skal fjernes dagligt. Det er vigtigt at rense alle overflader af tænderne, så man får bugt med alle lagringer af plak. Hvis du benytter den rette børsteteknik, så kan du få bugt med det meste med tandbørsten, men du kan også benytte andre hjælpemidler til at komme godt ind mellem tænderne, f.eks. tandtråd eller særligt udviklede tandbørster med mindre eller tyndere hoveder.
Hold din elektriske tandbørste bakteriefri
Tandbørsten er en fast del af de fleste menneskers daglige rutine, da den benyttes to gange om dagen – både morgen og aften. For at få det optimale ud af sin tandbørste hver dag, er det dog vigtigt, at man skifter børstehovedet regelmæssigt. Børsterne bliver nemlig slidte med tiden, hvorfor de ikke renser helt så godt. Derudover vil tandbørsten med tiden blive udsat for diverse bakterier, som ikke forsvinder fra børstehovedet. Det er derfor en god ide, at skifte børstehovedet cirka hver tredje måned – eventuelt tidligere, hvis du har slidt børstehårene så meget, at de er blevet flossede.
Placering af tandbørste
Derudover er det relevant at være opmærksom på, at en tandbørste (uanset om den er elektrisk eller almindelig) bliver udsat for bakterier, når den opbevares i badeværelset, hvis ikke man er bevidst om, hvor man placerer den. Nær toilettet er der f.eks. en større bakterievækst og dermed også en større risiko for bakteriespredning. Det kan også være en ulempe at stille tandbørsten lige ved håndvasken, da man ofte sprøjter vand (og eventuelt sæbe), når man vasker hænder, som kan ende på tandbørsten.
Du skal derfor gerne sørge for at placere din tandbørste så langt væk fra både håndvask og toilet som muligt. Dette kan f.eks. være en hylde over vasken. Flere personer er ikke vilde med ideen om at have deres tandbørste stående fremme på badeværelset, men det kan faktisk være en ulempe at stille den i et skab. Der er nemlig stor sandsynlighed for, at der vil danne sig fugt i skabet (ikke nødvendigvis på grund af tandbørsten), hvilket ikke er et oplagt miljø at opbevare tandbørsten i. Man kan dog pointere som modsvar, at der også ofte er fugt i resten af badeværelset, f.eks. efter at man har været i bad.
Vi må også hellere slå et slag for, at du placerer din tandbørste stående. Dette mindsker tandbørstens berøring med andre flader, som ellers kan være fyldt med bakterier. Og så giver det også mulighed for, at hårene når at tørre mellem brug.
Hvad anbefaler tandlægerne?
Tandlæger verden over anbefaler diverse elektriske tandbørster og former for tandpasta. Men kan du egentlig stole på, at nogle produkter er bedre end andre? Det skifter naturligvis meget fra produkt til produkt, hvor godt de virker, så der er noget om snakken, når man siger, at visse produkter er bedre end andre.
Dog er den generelle anbefaling blot, at man skal sørge for at opretholde en god mundhygiejne – uanset om dette er med en manuel eller elektrisk tandbørste. Det vigtigste er nemlig, at du børster grundigt og regelmæssigt, så du kan få bugt med misfarvninger, madrester, plak o.l. i munden. Dette er med til at bekæmpe alt fra dårlig ånde og gullige tænder til huller og ømhed i tænder og tandkød.
Der er flere måder at opretholde en god mundhygiejne på. Vi har været en tur forbi Tandlægeforeningens hjemmeside for at finde svar på generelle spørgsmål om opretholdelse af en god mundhygiejne. Deres råd og vejledning kan du læse om herunder.
Gå regelmæssigt til tandlægen
Først og fremmest er det vigtigt, at man tager til tandlægen med jævne mellemrum frem for blot at tage forbi sin tandlæge, når noget gør ondt i munden. På den måde kan du nemlig lettere forebygge fremtidige problemer og smerter – og din tandlæge kan guide dig til den bedste mundhygiejne ud fra dine personlige behov.
Det skifter meget fra person til person, hvornår man skal lægge vejen forbi sin tandlæge. Er du ikke i nogen risiko for at udvikle mundsygdomme e.l., så kan du nøjes med at blive tjekket og få renset tænder cirka hvert år til hvert andet år. Der burde dog aldrig gå mere end to år mellem dine konsultationer, da meget kan ændre sig på to år. Er du i risiko for at udvikle tand- og mundsygdomme, eller allerede lider af nogle, så skal du gå lidt oftere til tandlægen. Du kan med fordel aftale nærmere med din egen tandlæge, da han / hun kender til din udvikling.
- Grøn gruppe (ingen aktiv sygdom): Hvis du ikke har en aktiv sygdom i munden og kun en lille risiko for at udvikle mund- eller tandsygdomme mellem konsultationerne, så kan du nøjes med at komme til undersøgelse med 12 til 24 måneders mellemrum.
- Gul gruppe (aktiv sygdom): Hvis du har en aktiv tand- eller mundsygdom og / eller en forhøjet risiko for at få en eller forværre den nuværende sygdom, så placeres du i den gule gruppe. Du vil ofte blive kaldt ind med 6 til 12 måneders mellemrum. I mange tilfælde kan du selv gøre en del for at forbedre situationen – f.eks. ved at børste tænderne bedre, bruge mundskyl / tandtråd, spise mindre usundt, holde dig fra syreholdige drikke etc.
- Rød gruppe (aktiv sygdom): Hvis du tilhører den røde gruppe, betyder det, at du har en aktiv sygdom i munden og høj risiko for at udvikle en ny sygdom eller forværre den nuværende. Den røde gruppe repræsenterer, at du ikke kan gøre alverden selv, og derfor har brug for støttende behandling af din tandlæge. I disse tilfælde afhænger mellemrummet mellem besøgene meget på situationen. Mængden af og tidsperiode mellem konsultationer aftales derfor med tandlægen.
Vær gerne opmærksom på, at du altid kan møde op oftere hos tandlægen eller tidligere end aftalt, hvis der skulle opstå smerter e.l. i munden. Du kan også vælge at bestille tid til et opfølgende tjek, hvis du foretrækker at komme oftere til tandlægen end der egentlig er behov for.
Husk at udskifte tandbørstehoved
Du skal sørge for at udskifte dit tandbørstehoved på din elektriske tandbørste regelmæssigt – præcis som du ville udskifte en manuel tandbørste. Det kan godt betale sig at skifte tandbørstehovedet cirka hver tredje måned, men det præcise tidspunkt afhænger lidt af, hvor slidt børstehovedet er. Du skal gerne skifte hovedet, når børsterne begynder at virke flossede, da de ikke renser lige så effektivt, når de først er flossede og nedslidte. Du får f.eks. ikke optimalt bugt med plak, når du benytter dig af et gammelt og slidt børstehoved.
Derudover skal du gerne huske på, at tandbørstehovedet ikke dræber bakterier i munden. Det kan derfor være en fordel at benytte en anden tandbørste eller børstehoved, når du er syg. På den måde opretholder du også en bedre hygiejne.
Vælg den rette tandpasta
Tandlægeforeningen anbefaler, at man benytter en tandpasta indeholdende fluorid, da dette stof er med til at hæmme udviklingen af caries. Koncentrationen i en pakning skal gerne hedde mellem 1.450 og 1.500 ppm fluourtandpasta. Og så skal der benyttes cirka 1 cm tandpasta per tandbørstning for voksne. For børn hedder anbefalingen en klat på størrelse med en ært.
Det kan være en fordel at investere i en tandpasta, der ikke indeholder stoffet Natrium Lauryl Sulfat, hvis du nemt får blister i munden. Dette stof får nemlig blot tandpastaen til at skumme, men har ingen reel indflydelse på rengøringen af tænderne. Mærket Zendium er især en forløber på dette område, da alle deres tandpastaer er SLS frie og har en mild formulering.
Undgå følgende i din tandpasta
- Triclosan: Stoffer hæmmer bakterier, men er mistænkt for at kunne gøre bakterierne resistente over for midlet. Derudover undersøges det om stoffet virker hormonforstyrrende. Det er altså ikke som sådan sundhedsskadeligt, men frarådes alligevel
- Blegemiddel: Det kan ikke anbefales at gå efter tandpastaer som indeholder blegemiddel. Du får ikke et optimalt resultat i forhold til en reel blegning, da indholdet er i så lav en koncentration
- Natur- og økotandpastaer: Vær gerne opmærksom på, at flere naturlige og økologiske tandpastaer ikke indeholder fluorid. Det er derfor ikke anbefalelsesværdigt at investere i disse produkter, da de ikke renser i dybden eller forebygger forekomsten af caries.
Hvis du har svært ved at finde den rette tandpasta til dig eller reagerer dårligt på flere varianter, så kan det anbefales, at du søger råd hos din tandlæge.
Bekæmpelse af dårlig ånde
Der er flere årsager til dårlig ånde og af den grund er der også flere måder, at man kan bekæmpe dårlig ånde på. Flere årsager og forebyggelser hænger dog uløseligt sammen med en optimeret mundhygiejne. Læs mere om årsagerne til dårlig ånde og hvordan du bekæmper den herunder.
Årsager til dårlig ånde:
- Generelt dårlig mundhygiejne: Den klassiske årsag til dårlig ånde er, at man ikke får børstet sine tænder godt nok. I så fald sætter bakterier sig langs tandkødet og når de nedbryder madrester, kan det danne ildelugtende svovlbrinteforbindelser
- Betændelse: Der kan være flere årsager til, at man udvikler betændelse i munden, men de kan alle resultere i dårlig ånde, da betændelsen netop skaber en ildelugtende lugt. Især tandkødsbetændelse og betændelse i forbindelse med visdomstænder er store syndere
- Spisevaner og nydelsesmidler: Mad og diverse nydelsesmidler, såsom tobak, kan generelt give dårligere ånde. Du kender måske, hvordan indtagelsen af hvidløg, kaffe, ost e.l. kan påvirke din ånde efterfølgende. Man kan faktisk også opleve at få dårlig ånde, hvis der går lang tid mellem man spiser, da der i så fald dannes mindre spyt i munden, hvilket resulterer i flere bakterier
- Mundtørhed: I forbindelse med pointen i ovenstående punkt, så kan tørhed i munden resultere i dårlig ånde – netop fordi mindre spyt leder til flere bakterier. Der kan dog være mange årsager til mundtørhed
- Diverse sygdomme: Det er ikke kun lokale sygdomme i mund og svælg, der kan resultere i dårlig ånde. Sygdomme i mavetarmkanalen, luftvejene, bihuler o.l. kan også være medvirkende faktorer. Det samme kan f.eks. diabetes, anoreksi o.l.
- Lægemidler: Det kan være et frustrerende element, når lægemidler kan være en medvirkende årsag til ens dårlige ånde. Der er desværre ikke helt så meget at gøre ved denne type dårlig ånde, da der ofte vil opstå værre bivirkninger uden medicinen. Du kan dog altid forhøre dig hos din læge, hvis det er til stor gene i hverdagen.
Sådan bekæmper du dårlig ånde
Som nævnt tidligere i dette afsnit, så bekæmper man bedst dårlig ånde ved at bibeholde en god mundhygiejne. Der skal altså børstes regelmæssigt med en god tandpasta, den rette børsteteknik og en optimal tandbørste. Din tandlæge kan guide dig, hvis du er i tvivl. Tandlægen kan også hjælpe dig med at finde frem til årsagen til din dårlige ånde, hvis den ikke har noget med din generelle mundhygiejne at gøre. Husk desuden, at du ikke kun skal rengøre dine tænder og tandkød, men også din tunge. Den kan eventuelt børstes med din tandbørste, når du alligevel børster tænder morgen og aften.
Hvis du har svært ved at holde den dårlige ånde på et minimum, selvom du opretholder en god mundhygiejne, så kan der være hjælp at hente hos andre midler. F.eks. kan pastiller, tyggegummi, mundskyllevæsker o.l. være ideelle til bekæmpelsen af dårlig ånde. Du skal dog ikke overbruge nogen af disse midler – f.eks. kan mange former for pastiller og tyggegummi virke afførende. Både pastiller og tyggegummi skal desuden gerne være sukkerfrie, så du ikke risikerer at få huller i tænderne af brugen.
Du kan med fordel forsøge dig med zinkholdige sugetabletter e.l., hvis den dårlige ånde skyldes svovlbrinteforbindelser. Zink kan nemlig have en positiv effekt og være med til at forebygge dårlig ånde. Disse midler kan købes i håndkøb.
Supplerende hjælpemidler til tandbørstning
Man skal aldrig gå på kompromis med tandbørstning – ej heller, hvis man benytter supplerende hjælpemidler til tandbørstning. Det er nemlig den rette børsteteknik, der fjerner størstedelen af plak og holder tænderne rene, og altså ikke tandtråd, mundskyld o.l. Alligevel kan der være fordele ved at benytte diverse hjælpemidler til tandbørstning, så længe du ikke benytter dem i stedet for at børste tænder. Du kan læse lidt om de forskellige hjælpemidler herunder.
Tandtråd / tandstikker
Tandtråd er et ideelt hjælpemiddel til personer med tætsiddende tænder, da den kan komme ind i mellemrummene mellem tænderne. Dette giver mulighed for at fjerne madrester og plak mellem tænderne, som tandbørsten måske ikke har fået fat i. Det kan være en god ide at benytte tandtråd efter overstået tandbørstning. Der er mange måder at benytte tandtråd på, så brugen kommer lidt an på, hvilken type tandtråd du investerer i. Tal gerne med din tandlæge, hvis du er i tvivl om, hvordan du benytter tandtråd optimalt.
Tandstikker kan benyttes til at fjerne madrester fra tænderne. De rengør ikke som sådan, men fjerner “større genstande”, der ikke burde være i munden. Det er derfor oplagt at benytte sig af tandstikker efter et måltid, hvis man føler, at der sidder madrester i tænderne. Du skal dog passe på med at mase tandstikken ind i mellemrummene mellem tænderne, hvis der ikke er plads. Find eventuelt en tandstik variant med en smallere spids.
Du kan også erstatte din tandstik eller tandtråd med de nye soft sticks, hvis du foretrækker det. De kan købes i flere størrelser og er udstyret med bløde gummibørster.
Mundskyl
Det anbefales ikke at benytte mundskyllevæsker på daglig basis medmindre det er en nødvendighed (f.eks. ved bekæmpelse af betændelsestilstande, dårlig ånde e.l.). Du kan dog sagtens benytte mundskyl ind imellem, hvis du gerne vil have en renere mund, da væsken også hjælper med at bekæmpe bakterier – og kommer rundt i hele munden, når det gurgles. Du kan derfor “ramme” områder, som du ikke normalt ville nå med tandbørsten.
Følg altid instruktionerne på flasken og spørg eventuelt din tandlæge til råds, hvis du er i tvivl om, hvilken type mundskyllevæske der fungerer bedst for dig.
Solobørste eller interdentalbørste (mellemrumsbørste)
En solobørste er en ideel investering for personer, der har svært ved at rengøre de bagerste tænder i munden. Solobørsten har nemlig kun ét bundt korte børster, der har lettere ved at rengøre på svært tilgængelige overflader. Du skal gerne forhøre dig hos din tandlæge, hvordan du bedst benytter solotandbørsten på dine tænder.
Hvis du har større mellemrum mellem nogle af dine tænder og tandtråd er for tyndt til at rense mellem dem, så kan du benytte en interdentalbørste. Denne type børste fås i mange forskellige størrelser og faconer, men er fremstillet til at kunne rense grundigt i mellemrum.
FAQ
Hvilken eltandbørste er den bedste?
Vi har kåret en Philips Sonicare ProtectiveClean elektrisk tandbørste HX6800/04 som bedst i test. Modellen udmærker sig på rengøringsevne, opbygning og prisleje. De andre modeller i testen er dog nogle af de bedste på markedet, så læs med og find den bedste til dig.
Kan man bruge alle børstehoveder til de forskellige eltandbørster?
Du kan ofte benytte flere børstehoveder til den samme eltandbørste. Hvilke varianter du kan vælge mellem afhænger dog lidt af, hvilket tandbørstehåndtag du har. Man kan ikke rigtig skifte tandbørstehoveder på tværs af mærker.
Er en eltandbørste bedre end en almindelig tandbørste?
Både ja og nej. En eltandbørste er bedre, hvis du ikke benytter den rette børsteteknik med din almindelige tandbørste. En elektrisk tandbørste hjælper dig nemlig med at børste med en bedre teknik, så du fjerner al plak. Har du styr på børstningen er der ikke som sådan forskel.