Hvad er pyrolyse?
En pyrolyseovn fungerer altså ved, at ovnen renser sig selv til en vis grad, og derfor kaldes det også for selvrensende ovne – eller de kan nogle gange blive markedsført som ‘ovn med selvrens’.
Det eneste, der adskiller en pyrolyseovn fra en almindelig ovn, er temperaturen, den kan nå. Det gør rengøring væsentligt lettere, og derfor er en ovn med pyrolyse også et attraktivt valg for mange – det er kedeligt at skrubbe og skure fedt og andet fastbrændt snavs ud af ovnen i hånden, og processen er som regel meget langsommelig og besværlig. Selvrensende ovne klarer det meste – du skal blot tørre efter med en fugtig klud og ellers give dine bageplader en almindelige behandling, som du ellers ville.
Der er dog visse ulemper, du skal være opmærksom på – og forbehold, du skal tage. Energiforbruget er højere ved pyrolyse, ligesom processen kan udløse giftige dampe. Alt det og mere gennemgår vi i denne ‘Hvad er pyrolyse’-guide.
Hvordan virker pyrolyse?
En pyrolyseovn vil varme op til høje temperaturer – op omkring 500 grader. Efter processen er skidtet blevet til fin aske, som er nemt at fjerne med en fugtig klud – du skal blot tørre indersiden efterfølgende, når ovnen igen er blevet kold.
En sådan rengøring ved høj temperatur sparer en masse tid og besvær.
Hvad skal man være opmærksom på, når man renser ovn med pyrolyseprogrammet?
Når ovnen brænder snavs og fedt ved høje temperaturer, er der visse forholdsregler, du bør tage.
Luk lågen – formaldehyd og andre usunde dampe
Først og fremmest skal du undgå at åbne lågen, da der kan opstå en masse damp og røg under rensningen – noget af det kan være giftigt. Det er fordi, at de høje temperaturer gør, at små partikler fordamper og bliver frigivet. Det samme gør gasarten formaldehyd, der kan irritere luftveje, øjne og slimhinder og og muligvis også er kræftfremkaldende. Dette kan du aldrig helt undgå, så derfor er det også en god idé at åbne vinduer under pyrolyse og forlade køkkenet, mens rensningen står på – tænd eventuelt også din emhætte, hvis du har en og lad den gerne kører i nogle minutter, efter en pyrolyse-session er færdig.
Det sidste snavs og aske skal tørres væk
Som nævnt tidligere, klarer din pyrolyse-ovn ikke den totale rengøring af sig selv – bagefter skal du bruge en klud til at fjerne skidtet, der nu er forkullet og blevet til aske. Her er det vigtigt, at du venter, til ovnen er kølet helt ned. Dette kan tage op til 30 minutter.
Pas på inventaret i din ovn
Ikke alle pyrolyse-ovne leveres med bageplader og riste, der tåler temperaturen – det kan være, at det kun er lågen og væggene i din ovn. Det bør du være opmærksom på, før du begynder en proces. Læs eventuelt din ovns manual, og hvis inventaret ikke tåler pyrolyse, skal du selvfølgelig tage det ud først og rengøre det manuelt.
Energiforbrug
Energiforbruget fra ovnen er relativt meget højere, når du bruger pyrolyse, end når du bruger den almindeligt. Nogle undersøgelser har vist, at ovne med pyrolyse bruger mellem fire og syv gange mere elektricitet end andre hvidevarer. Det er dog kun, når de når op på pyrolyse-temperatur, og det vil sige, at det kun er under rengøring, at en pyrolyseovn er mindre økonomisk – ikke ved almindelig madlavning.
Hvis du er bange for at bruge for meget energi, er det her værd at være opmærksom på, at din pyrolyseovn typisk blot skal brænde igennem to-tre gange om året. Du behøver altså ikke gøre det hver eller hver anden uge, og derfor er det begrænset, hvor meget mere energi, din ovn reelt kommer til at bruge.
Pyrolyse tager i omegnen af tre timer, fra du tænder ovnen, til du er færdig med rengøring – altså relativt lang tid.
Hvilke alternativer er der til rengøring af ovnen?
Pyrolyse-programmet er ikke det eneste hjælpemiddel, du kan bruge til at holde din ovn ren og komme af med fedt og snavs efter madlavning. Mange ovne kommer i dag med andre muligheder for rengøring.
Damprengøring
Én af dem er damprengøring – har din ovne denne mulighed, vil du finde et dampprogram. Her sætter du blot programmet i gang, hvorefter du stiller en bradepande med vand i ovnen.
Det vil ikke rengører din ovn på samme måde som pyrolyse – forstået på den måde, at dampen ikke kan brænde skidt og fedt væk. Men det kan løsne det betydeligt, så det meget lettere kan tørres af ovnen.
Den store fordel ved denne form for rens er, at det ikke tager tre timer ligesom pyrolyse – det tager kun 30 minutter. Ovne med denne funktion er altså nemme at gøre rent med kort varsel.
Katalyse-funktion
Har ovnen katalyse-funktion, betyder det, at dele af ovnen – typisk nogle eller alle af væggene – er beklædt med en særlig belægning, der, ligesom med pyrolyse, brænder snavset væk, hvis ovnen kører i mindst én time på 200 grader.
I nogle tilfælde er denne belægning kun på bagvæggen i ovnen, mens andre ovne også har det på siderne.
Fordelen ved katalyse overfor pyrolyse er, at ovnen skal køre i kortere tid på lavere temperaturer og derfor også bruger mindre energi.
Dette betyder dog også, at ovnen ikke bliver lige så ren, som hvis du brugte pyrolyse. Viften i ovnen kan også stadig have fedt og madrester siddende, og det samme kan gøre sig gældende ved områderne bag panelerne, som du af og til stadig skal tage af for at rense. Det giver altså generelt set en mindre grundig rengøring.
Metoderne opsummeret
Kort sagt kan man sige, at pyrolyse er den mest effektive, men også den mest tids- og energikrævende funktion. når det kommer til at gøre ovnen ren. Samtidig kommer den med nogle negative sider i form af giftige dampe og en aggressiv røg, som gør, at du er nødt til at forlade dit køkken og lufte godt ud, mens programmet kører.
Katalyse er den anden mest effektive funktion, når det gælder selvrensende ovne, idet en katalyse-rengøring tager kortere tid, forstyrrer mindre med dampe og røg og også er mindre energikrævende. Den kan ses som en god mellemting mellem pyrolyse og den sidste mulighed, nemlig damprengøring.
Damprengøring er skånsomt for miljøet i hjemmet, da det ikke indebærer at brænde noget. Det er også betydeligt meget hurtigere end de to andre rengøringsfunktioner. Til gengæld er den langt fra lige så effektiv, og der skal stadig tørres meget af bagefter.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er pyrolyse i ovne?
Pyrolyse i ovne er en rensefunktion, der fungerer, ved at ovnen varmer op til 500 grader i flere timer og derved brænder al snavs og fedt til aske, så det er lige til at fjerne.
Hvor ofte skal man bruge pyrolyse?
Det anbefales, at man kun bruger pyrolyse to til tre gange om året. Mere er ikke nødvendigt, og pyrolyser i øvrigt meget energikrævende og usundt for indeklimaet.